Værd at se
- plads til at være...
Nordvestjylland er masser af natur, vejr, kunst, kultur, underholdning og gode indkøbsmuligheder, som du kan læse om på denne side.
Men god mad og en varm dyne er også del af en god ferie, så via menuerne til højre kan du læse om overnatning og spisesteder.
Kunst
Egnen og lyset gør, hvad de kan, for at kunsten skal blomstre. Tag ud og oplev vores kunsthåndværkeres gallerier og find måske det perfekte ferieminde.
Besøg fx Bjerre Keramik mellem Lemvig og Struer eller se glaskunst hos Gammelgård Glas eller kunsthåndværk af horn på Hornvarefabrikken begge ved Bøvlingbjerg syd for Lemvig.
Ved Nees på Poesigården udstiller Else Husted Kjær malerier i galleriet.
I Fjaltring finder du malerier og keramik hos Galleri Møller P og også ved Fjaltring ligger Kulturcenter Tuskær.
I Ravnshus ved Vandborg kan du se forskelligt kunsthåndværk og nyde en kop kaffe i cafeen. Blandet kunsthåndværk og unikakunst finder du også hos Galleri Robert i Lemvig.
Museer
På Lemvig-egnen ligger tre museer: Kunstmuseerne Jens Søndergaards Museum i Ferring, der viser Søndergaards værker i hans tidligere sommerhus, og Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.
Også i Lemvig finder du bymuseet Lemvig Museum, der giver et fint billede af Lemvig-egnens kulturhistorie.
Kultur, underholdning og sport
I Thyborøn kan du komme tæt på vejret og forholdene ved Vestkysten. Besøg fx JyllandsAkvariet og oplev en stor del af de fisk, der lever i Limfjorden og Vesterhavet eller natur- og oplevelsescentret Kystcentret.
På Bovbjerg Fyr ved Ferring kan du se på skiftende kunstudstillinger, høre foredrag og indimellem er der også koncerter.
Vil du ud at danse så besøg Diskotek Kaptajnen i Lemvig, eller nyd flere dages musik på den lokale musikfestival Haze over Haarum .
De gode oplevelser i mørket finder du i Bio-huset Lemvig, der året rundt viser film fra tirsdag-søndag.
Ved Vesterhavet ligger Vejlby Sommerpark, der tilbyder masser af underholdning for ungerne: besøg fx moto-cross-banen eller parkens kæledyrs-zoo. Børnene vil måske også synes at Mollerupgård Lys er sjov, hvor det både er muligt at spille fodbold- og adventuregolf.
Har du lyst til at bevæge dig og dyrke lidt sport, er det muligt at spille pay & play-golf på Lemvig Golfbane, lige uden for Lemvig, eller tage en svømmetur i Lemvig Idræts- og Kulturcenter. Også i Lemvig ligger Lemvig Bowling Center, hvor det også er muligt at få lidt at spise.
I Harboøre Hallen er der mulighed for at træne i træningscentret, spille badminton eller squash eller måske prøve en golf-simulator.
Syd for Lemvig i Bækmarksbro ligger Tangsø Centret, hvor du kan forkæle dig selv i wellness-afdelingen, svømmehallen eller motioncentret.
På vandet
Har du lyst til en sejltur på fjorden eller Vesterhavet, så sejler "Sofie Larsen" ture i Thyborøn Havn, Lemvig Havn, på Limfjorden og på Vesterhavet. Få sejlplanen på Lemvig Turistbureau. Vil du på havet for at fiske, så tag med "Emma-Line".
Se aktivitetskalender på Lemvig Turistbureaus hjemmeside.
Se kort over Lemvig og omegn her.
Ønsker du yderligere informationer, så kontakt os på Lemvig Turistbureau. Vi vil med glæde hjælpe.
Læs også om rideferie i nordvestjylland.








